Fra Jens Fink-Jensen: Dans under galgen (1983) .

En løve

En løve har gemt sig i marmor
med en favn fuld af ventende pile
Jeg har skrevet dit navn på dens ryg
med skinnende, smertende sort

En anden har gemt sig i bronze
og fyldt sig med stråler af vand
Nu skuler den koldt over byen
med øjne af sort forstand:

En dag vil de styrte mod lyset
i krystallernes splintrende fart
En dag vil kroppene smelte
om tusind år - eller snart ...

Et elskende par er forsvundet
i en søjle af højlydt vand
Nu sidder jeg ene i solen
mens dagene drysser som sand.