Fra Jens Fink-Jensen: Nær afstanden (1988) .

Som et guldaldermaleri

I dag var byen så stille og fortættet af farver
Så afdæmpet menneskefyldt som et guldaldermaleri

Templerne stod der som de altid har gjort
Og græsset voksede utæmmeligt ved deres fod

Den pige jeg altid har kendt og aldrig før set
Sad ved et grønmalet bord med en blå blomst i håret

Hun så mig ikke for hun læste i en bog
Fuld af længsel kærtegn og drømme

Alt var som så jeg det for første gang
Og jeg mærkede med undren gensynets smerte.